Offseason er virkelig over os og der sker, som de forgangne dage, absolut NADA.

Men hvad gør man så, når man nu keder sig og synes at bloggen trænger til en ny post eller to?

Jo, man tænker så det knager over om man mon ikke kunne komme op med noget nyt og dybt originanlt at analysere på... problemet er så at det gør alle andre bloggere, beat writers og andet godtfolk også. Pennington vs. Clemens, hvor meget bedre o-linien bliver i år (og dermed også vores løbe- og kasteangreb), hvorvidt Chris Baker skal have en ny kontrakt og hvor giftigt Jets pass rush bliver er med andre ord debateret til hudløshed.

Derfor tænkte jeg at jeg jo passende kunne grave lidt i min egen historie som Jetsfan og komme op med en lille anekdote.

Skæbnen vil at det første, der dukker op til overfladen, er denne pinagtige og tæer-krummende beretning:

For en del år siden (det at det er så længe siden, gør at jeg lidt lettere kan dele historien med omverdenen idag)var jeg på vej hjem fra en kammerat. Det var ud på aftenen og gaderne lå øde hen. Jeg husker ikke præcis hvad vi havde lavet den skæbnesvangre aften... måske havde vi stenet videofilm. En ting er dog sikkert: jeg var ikke beruset - Det ville ellers have været en formildende omstændighed!

Nå, men jeg går der midt ude på kørebanen (det er så fristende når der ikke er nogen biler) og pludselig synes jeg at det er en enormt god idé at lege at jeg er en højt profileret footballspiller... man er vel en drengerøv!?!!

Pludselig er jeg, Mark Bundgaard Hansen, blevet til ingen ringere end Jets QB Vinny Testaverde!

Jeg stopper, midt ude på vejen og lige bag min angrebslinie - klar til at modtage snappet fra legendariske C Kevin Mawae.

Forhistorien er sikkert noget med at vi er bagud med 3-6 point sidst i 4. quarter i en betydningsfuld kamp mod (formentlig) Miami Dolphins.

Altså jeg (Mark/Vinny) modtager bolden - dropper tilbage - går koldblodigt gennem mine reads - og fyrer kanonarmen af.

Det er nu kampen skal afgøres... ALT eller INTET!

Herefter skifter jeg lynhurtigt krop - farvel til Vinny Testaverde og goddag til Wayne Chrebet, der nu må ned af banen i fuld firspring for at gribe the game winning touchdown!

...om det var fordi at jeg forsøgte at spille to positioner på samme tid, eller det faktum at Chrebet aldrig var kendt for sin blazing speed skal jeg lade være usagt. I hvertfald sker der det at min overkrop har besluttet sig for at bevæge sig betydeligt hurtigere ned af banen end mine ben, med det resultat at jeg tager den fladt på maven hen af banen... der pludselig er beklædt med asfalt - Er den slags overhovedet lovligt i NFL?

For at gøre ondt værre, så bliver mit lille optrin overværet af en kvinde, der er gået ud på sin altan for at ryge en cigaret. "Slog du dig" råbte hun.

Ja gu' helvede slog jeg mig, men jeg erindrer ikke at have svaret hende. I stedet skyndte jeg mig op og hjem til mig selv, så hurtigt som muligt.

Det eneste der gjorde mere ondt end de grimme hudafskrabninger, var vist min sårede stolthed...

Etiketter: Lidet flaterende øjeblikke i Bundgaards liv, Ligegyldigt sludder