New York Posts/Jets Insiders Mark Cannizzaro hylder i dag Pennington for at være kommet tilbage fra sin anden skulderskade, for at have vundet pladsen bag center og siger videre at:"You can fit the number of people who believed Pennington would be the quarterback standing behind center for the Jets in their 2006 opening-day game in Tennessee into one those old-school roadside phone booths".
Ok, jeg var så en af dem der ville få den tvivlsomme fornøjelse. Men inden vi nu dåner af fryd over at se Chad tilbage synes jeg lige at jeg vil råbe vagt i gevær. Det er selvsagt lidt af en præstation at Pennington har kæmpet sig tilbage, men Ramsey har ikke vist noget som helst, Bollinger har ikke starterkvalitet og Clemmons er endnu for rå og uerfaren. Ikke dermed sagt at Pennington har gjort det ringe, men det er nu heller ikke min største bekymring. Den strejfer Cannizzaro senere i artiklen:
"If Pennington stays healthy for 16 games (something he's yet to do in his career) and leads the Jets to mere respectability he'll be a leading candidate for Comeback Player of the Year".
Tjaa, jeg synes jo at det går galt allerede ved første ord, for det er godt nok et stort "if" vi har med at gøre her. Og hvis vi fortsætter snakken om telefonbokse er jeg ikke længere at finde blandt de sammenklemte få, når det gælder troen på at Pennington holder sæsonen ud. Desværre, for jeg ville elske at se det.
Etiketter: Brooks Bollinger, Chad Pennington, Kommentar, Patrick Ramsey